HOFOR valgte i sin tid på baggrund af et omfattende analysearbejde at bygge en helt ny biomassefyret kraftværksblok (Blok 4) med et CFB-anlæg (circulating fluid bed) som erstatning for den kulfyrede blok 3, der nu er lukket ned.
Det var afgørende for valget af koncept i den nye kraftværksblok, at virkningsgraden var meget høj – dvs. at energitabet i produktionen var så begrænset som muligt.
Blok 4 er kendetegnet ved en meget høj energieffektivitet og brug af den bedst tilgængelige miljøteknik for at minimere udledninger til luft og vand. Det valgte koncept er også økonomisk set det bedste, når vi skal levere fjernvarme til en fornuftig pris.
Hovedkomponenter i Blok 4
Blok 4 består af:
- Nyt kedelanlæg baseret på circulating fluid bed teknologi (CFB)
- Nyt turbineanlæg, som er et såkaldt modtryksanlæg
- DeNOx-anlæg til reduktion af udledning af NOx (kvælstofoxider)
- Posefilter til udskillelse af partikler i røggassen. I posefilteret er der tilsætning af absorbent for at reducere emissionen af sure gasser som svovl og saltsyre. Der tilsættes endvidere aktivt kul til udskillelse af kviksølv
- Røggaskondenseringsanlæg, som gør det muligt at udnytte energien i røggassen til en øget fjernvarmeproduktion og yderligere reducere udledning af sure gasser og tungmetaller
- Røggaskondensatrensningsanlæg til rensning af røggaskondensat
Ud over selve bygningen er der i forbindelse med Blok 4 etableret:
- Udvidelse af kajanlæg til 350 meter med forlængelse af kranspor
- Lossefaciliteter i form af to nye, hydrauliske kraner
- Lagerfaciliteter til træflis i form af to lukkede lagre
- Oplagringsplads til hele træstammer (til reservebrug) og en flis-hugger
- Transportudstyr til træflis i form af overdækkede transportbånd fra havn til lager og fra lager til blokbygning
Kernedata Blok 4
Nominel indfyret effekt: 500 MW.
Produktion: 150 MW el, 400MJ/s varme.
Blok 4 har såkaldt bypass-mulighed. Det vil sige, at højtryksdampen sendes ”uden om” turbinen og direkte til fjernvarmevekslerne. På den måde produceres der ikke el men udelukkende varme. Det giver en yderligere varmeeffekt på 150 MJ/s, så den potentielle samlede varmeeffekt er på 550 MJ/s.
Vi regner med et årligt forbrug på ca. 1 mio. tons træflis.