Store varmepumper
Bor du i hovedstaden, vil dit hjem i fremtiden i højere grad få varme fra store varmepumper. Det er nemlig en del af vores grønne omstillingsplan.

Hvad er en varmepumpe?
Måske har du set de små varmepumper, der hænger på siden af enfamiliehuse og sommerhuse rundt om i landet. Store varmepumper, som vi benytter, er dybest set baseret på den samme teknologi - de er bare meget større.
Varmepumper er kort sagt en avanceret, eldrevet teknologi, der fungerer som et mere bæredygtigt alternativ til traditionelle energikilder. I stedet for at afbrænde fossile brændsler, som kul og olie, bruger varmepumper grøn strøm fra vindmøller, solcelleanlæg mv. og udnytter varme fra fx havvand og spildevand til at producere den varme, der løber gennem dine radiatorer.
Store varmepumper bliver centrale i hovedstadens fjernvarme
Da vi gerne vil gøre fjernvarmen grønnere til glæde for dig og andre københavnere, arbejder vi intensivt på at udvikle vores fjernvarmeproduktion. Og på den måde komme nærmere på målet om 100 pct. CO2-neutralitet. De store varmepumper er CO2-neutrale, når den strøm, der driver dem, kommer fra vind- og solenergi. På den måde passer de nye pumper perfekt ind i vores strategi om en grønnere fjernvarme.
Læs om nogle af vores andre tiltag, der bidrager til fremtidens fjernvarme
De første store varmepumper står klar
Indtil sommeren 2024 havde vi tre store varmepumper i drift. For at øge vores kapacitet har vi planlagt at installere yderligere ti varmepumper i fremtiden, og nu er den første af disse ti også etableret – nemlig vores store varmepumpe i Tietgensgade.
Varmepumperne er en del af vores elektrificeringsstrategi og vil have en samlet kapacitet på 300 MW og dække 25-30 pct. af den varme, vi leverer til byens borgere.
Læs mere om de store varmepumper, vi allerede har etableret
Den næste varmepumpe i rækken er en spildevandsvarmepumpe ved Kløvermarken på Amager, som er fem-seks gange større end den i Tietgensgade. Derudover kommer der en havvandsvarmepumpe i Kranparken i Nordhavn, som er fire gange større end varmepumpen i Tietgensgade.
Fordele ved store varmepumper:
- Fossile brændsler, som bruges på tidspunkter med spidsbelastning, kommer til at fylde mindre i byens varmeforsyning.
- Forsyningssikkerheden bliver endnu højere.
- Varmepumperne bidrager til Københavns planer om at blive klimapositiv i 2035.
- Afhængigheden af biomasse i hovedstadens varmeforsyning vil på sigt blive mindre.
- Eldreven varmeproduktion er fleksibel. Det betyder, at vi kan bruge grøn strøm, når den er tilgængelig, og slukke for den, når den er for dyr.