Husker du skybruddet i 2011?
Tilbage i 2011 ramte et stort skybrud hele hovedstadsområdet – helt præcist den 2. juli 2011. Et skybrud defineres af DMI som regn, der falder med over 15 mm på 30 minutter.
Der faldt rigtig meget vand ned fra himlen den julidag i 2011 i både København og omegnskommunerne. Mange mennesker blev berørt af de skader, som skybruddet medførte. Skybruddet lammede både trafikken og infrastrukturen og kostede milliarder i oprydning og forsikringssummer.
Flere steder var vandstanden i knæhøjde, vejene var ufremkommelige, kældre oversvømmet og kloaknettet kunne ikke rumme de voldsomme regnmængder, der faldt.
Se billeder fra den voldsomme dag:
Skybruddet blev startskuddet til en ny infrastruktur - et nyt vandnet, der bortleder og opsamler ekstremregn. Samtidig gav skybruddet anledning til et meget tættere samarbejde på tværs af kommunerne i hovedstadsområdet. Skybruddet viste nemlig med al tydelighed, at vand ikke kender til kommunegrænser.
Derfor har HOFOR i samarbejde med både Københavns Kommune og omegnskommunerne iværksat en lang række skybrudsprojekter, der skal fremtidssikre hovedstadsområdet bedre mod ekstremregn. Fx med skybrudstunneler, forsinkelsesbassiner og grønne byrum. Alt sammen for at aflaste byernes kloaksystemer, når de voldsomme regnmængder falder.
Læs mere om kommunernes arbejde med skybrudssikring i hovedstadsområdet
Gode råd til dig ved skybrud
Har du brug for viden om, hvad du selv kan gøre for at beskytte dig selv og din bolig ved skybrud, kan du finde flere gode råd her på hofor.dk.
Du kan også besøge HOFORs interaktive skybrudskort, hvor du på en digital rundtur i hovedstaden kan se, hvor og hvordan vi skybrudssikrer byerne mod oversvømmelser:
Foto:
- Bax Lindhardt/TT/ Ritzau Scanpix
- Nanna Kreutzmann / Ritzau Scanpix
- Line Pedersen