Gode råd ved skybrud
Pas på dig selv og dine børn
Der er tre vigtigt ting at holde sig fra og være forsigtig med, hvis et skybrud rammer byen:
Undgå kontakt med kloakvand
Vand i kældre, sand på legepladser osv. kan være forurenet med kloakvand, fordi kloakkerne kan flyde over ved skybrud. Undgå derfor hudkontakt med vandet – og lad ikke børn lege i vandet eller i sand, der kan være forurenet.
Undgå at bade i havn eller bynære strande
Efter skybrud er der risiko for forurenet vand. Vent med at bade til det røde flag er væk, og badestedet igen har hejst det grønne flag. Hvis du vil bade, bør du holde øje med røde badeflag eller via app’en “Badevand” og få info om vandkvaliteten.
Pas på løse kloakdæksler
Vandtrykket i kloakkerne kan presse kloakdækslerne af, så der opstår huller i vejen, som kan være svære at se, hvis vejen er oversvømmet. Mange kloakdæksler er i dag udstyret med selvlukkende hængsler. Men det gælder ikke alle, og der er derfor stadig risiko for, at nogle presses af.
Sådan beskytter du din bolig
Når det regner kraftigt, er der risiko for oversvømmelser af kældre og lavtliggende veje. Der er flere ting, du kan gøre i sidste øjeblik for at beskytte din bolig.
For eksempel kan du fjerne værdifulde genstande fra kælderen eller sørge for, at de er pakket ind, så de ikke tager skade af vandet. Det er også vigtigt, at du holder alle døre og vinduer lukkede.
- Luk vinduer og døre. Ved skybrud kan vandet komme ind af både tagvinduer, vinduer i facaden og især vinduer og døre i kælderen.
- Luk ventilationshuller i ydervæggene. Er der huller i ydervæggen, som er placeret tæt på terræn, bør du lukke dem – fx med en krydsfinerplade.
- Tjek afløb og tagrender. Undersøg om tagrenderne er fri for blade og andet, der kan hindre vandet i at løbe frit.
- Sikker opbevaring i kælderen. Beskidt kloakvand kan trænge ind i kælderen, så tingene skal helst stå på stålreoler, som kan desinficeres.
- Tjek terrænet ved dit hus. Falder terrænet ind mod huset kan du grave mindre kanaler i terrænet og lede vandet væk fra huset og længere ud i terrænet.
- Brug sandsække. Du kan stoppe en del vand i at trænge ind i boligen ved at lægge sandsække eller plastiksække med jord på de utætte steder.
- Begræns opstigende kloakvand. Du kan få monteret højvandslukke og/eller sløjfe gulvafløb i kælderen.
Læs om klimasikring
Nyttige kontakter
Har du akut brug for hjælp, fx hvis vandet bliver livsfarligt, så ring 112.
Ser du et kloakdæksel, som er røget af, så kontakt HOFORs vagttelefon på 3888 2424.
Bor du i Københavns Kommune, så send et praj til givetpraj.dk, hvis der kommer vand op af kloakken i kælderen, eller du kommer forbi en oversvømmet vej.
Dit praj bruges til fremtidig indsats mod oversvømmelser i byen.