For at opnå vores ambitiøse klimamål – og for at opfylde et stigende behov for grøn energi i Øresunds-regionen – ønsker HOFOR at opføre nye havvindmøller i Øresund.
HOFOR arbejder på at opføre to nye havvindmølleparker i Øresund. Hensigten er at bidrage til Danmarks mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030 – og til Københavns mål om at blive CO2-neutral hovedstad.
Mere strøm fra vindmøller er en central forudsætning for at nå vores klimamål.
Kan forsyne 460.000 husstande med grøn strøm
De to foreslåede vindmølleparker, Nordre Flint og Aflandshage, kan tilsammen forsyne op til 460.000 husstande med grøn strøm. Den ene park, Nordre Flint, ligger cirka 12 km øst for København og forventes at have en effekt på op til 160 MW. Den anden park, Aflandshage, ligger cirka 10 km fra Amagers sydspids og forventes at have en effekt på op til 300 MW.
Læs om Aflandshage Vindmøllepark
Læs om Nordre Flint Vindmøllepark
Vi har brug for meget mere CO2-fri strøm – snart
De to vindmølleparker vil bidrage væsentligt til den grønne omstilling i Danmark – og til det stigende behov for grøn strøm i Øresundsregionen.
Det er en vigtig indsats i et område med befolkningsvækst på begge sider af Øresund. I de kommende 10 år forventes befolkningstallet i Øresundsregionen at vokse med godt 250.000. Kombineret med øget elektrificering af blandt andet transportområdet, kræver det en markant udvidelse af produktionen af CO2-fri strøm.
Som samfund har vi pligt til at gøre den grønne omstilling så billig og effektiv som muligt. HOFORs planlagte nye og mindre havvindmølleparker er i den sammenhæng et meget vigtigt supplement til de store havvindmølleparker længere ude på havet og fremtidens energiøer. Havvindmølleparker er billige at etablere og drive – blandt andet fordi de ligger tæt på hovedstadsregionens veludbyggede elnet, og hvor de forholdsvis nemt kan integreres i energiforsyningen. Samtidig bidrager mindre havvindmølleparker til at sikre en mere robust forsyningssikkerhed i Øresundsregionen.
Det er HOFORs ambition, at Aflandshage Vindmøllepark kan opføres i 2025 og være i fuld drift i 2026 – og dermed relativt hurtigt kunne bidrage til opfyldelsen af vores klimamål.