HOFOR har sammen med tre lokale lodsejere ansøgt Lolland Kommune om tilladelse til opstilling af otte nye vindmøller i Bogø Inddæmning.
Området er fortsat udpeget til opstilling af vindmøller i Kommuneplan 2021-2033, hvor rammeområde 360-T11 muliggør planlægning for maksimalt ni vindmøller med totalhøjder på op til 150 meter.
Der er tidligere lavet en lokalplan for projektet, som i juni 2021 blev vedtaget af byrådet i Lolland Kommune. Projektet blev dog efterfølgende påklaget, og i slutningen af april 2022 ophævede Planklagenævnet Lolland Kommunens afgørelse, samtidig med at Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede afgørelsen om § 25-tilladelse til opstilling af vindmøller – og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Den nye ansøgning omfatter opstilling af otte vindmøller med totalhøjde til øverste vingespids på op til 150 meter, der er opstillet på to rækker. Altså det samme projekt, som tidligere har været behandlet i byrådet.
For at imødekomme anvisningerne fra klagenævnene, så projektet kan vedtages, vil det kræve justeringer af lokalplanen, sådan at den nye kommuneplans retningslinjer bliver overholdt.
Desuden skal der laves en ny konkret vurdering af kollisionsrisikoen samt mulig fortrængning af fuglearterne på udpegningsgrundlaget for det nærliggende Natura 2000-område.
Vindmøllerne bliver op til 150 meter høje og vil være opstillet på to rækker med fire i hver. De syv gamle vindmøller i området samt en ottende vindmølle vest for området bliver nedtaget i forbindelse med projektet.
Debatfase og informationsmøde
Lolland Kommune besluttede 15. december 2022 at sende ‘Idéoplæg til Vindmøller ved Bogø Inddæmningen’ ud i 6 ugers offentlig høring – med henblik på at indkalde idéer og forslag til den kommende planlægning.
I forbindelse med denne 6 uger lange offentlighedsfase afholdt Lolland Kommune i samarbejde med HOFOR et informationsmøde torsdag 23. februar, hvor alle interesserede var velkomne.
Tidsplan
Projektet skal gennemgå en ny planproces med borgerinddragelse og opdatering af miljøvurderingen.
Sideløbende med planprocessen er der hen over vinteren 2022 og det tidlige forår 2023 blevet talt fugle.
Hvis planprocessen går glat, og hvis der ikke opstår leveranceproblemer i vindmøllemarkedet, er 2026 et forsigtigt bud på, hvornår møllerne kan være i drift.
VE-ordningerne
1. juni 2020 trådte en række nye ordninger, der sikrer rettighederne for naboer til vedvarende energi-projekter, i kraft – de såkaldte VE-ordninger. De i alt fire ordninger omfatter også projektet ved Bogø Inddæmning:
- VE-bonus
- Værditab
- Salgsoption
- Grøn pulje
Se information om de forskellige VE-ordninger på Energistyrelsens hjemmeside
Kontakt
Bent Jørgensen, HOFOR
benjor@hofor.dk