13.04.2023
En ny opgørelse fra HOFOR viser, at 25 procent af Københavns cirka 1300 kontorejendomme hver kan spare tusindvis af kroner på fjernvarmeregningen, hvis de får indstillet varmecentralen korrekt og udnytter fjernvarmen effektivt. Det vil også gavne forsyningssikkerheden.
Forkert indstillede eller defekte varmecentraler koster hvert år københavnske kontorejendomme millioner af kroner.
Det viser en opgørelse fra Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, HOFOR, der leverer fjernvarme til i alt 665.000 københavnere.
Varmecentralen sidder typisk i kælderen, hvor den sender fjernvarmen rundt i bygningen. Jo dårligere varmecentralen fungerer, jo dårligere udnyttes varmen i fjernvarmevandet, og jo varmere vand sender den retur ud i fjernvarmesystemet.
Områdechef for Fjernvarme i HOFOR John Halkjær Christensen fortæller om konsekvenserne for kunderne:
“Det betyder, at de skal have tilført mere fjernvarmevand for at få tilstrækkelig energi til opvarmning af ejendommen. Og når gennemstrømningen af fjernvarmevandet i bygningen stiger, så stiger varmeforbruget ofte også. Det kan ses på varmeregningen, der kan være cirka fem procent højere end nødvendigt,” siger områdechefen.
Koster ekstra energi og presser fjernvarmesystemet
De mange dårligt fungerende varmecentraler har også konsekvenser for fjernvarmesystemet i København.
John Halkjær Christensen forklarer, at jo dårligere varmecentralerne fungerer, jo mere vand skal varmeværkerne pumpe rundt i fjernvarmesystemet i København. Det øger tabet af varme i fjernvarmenettet og koster ekstra strøm til at pumpe vandet rundt til kunderne. Og kraftvarmeværkerne mister effektivitet, så de skal bruge mere energi til at producere fjernvarme.
“Budskabet om at spare på energien ved at få indstillet varmecentralen korrekt er ekstra vigtigt i en tid, hvor den europæiske energikrise ikke er ovre. Dårligt justerede varmeanlæg vil altid lægge et større pres på fjernvarmesystemet, når det er koldt, og vi skal fordele varmen rundt til kunderne,” siger John Halkjær Christensen og tilføjer, at i yderste konsekvens kan det blive svært for HOFOR at levere varme til alle, hvis flere varmecentraler begynder at køre dårligt.
Merbetaling som incitament til at udnytte varmen bedre
Kontorejendomme, der udnytter fjernvarmen dårligt, kan udover den større varmeregning også risikere at få en ekstraudgift – en såkaldt merbetaling – på mange tusinde kroner årligt. Samlet betalte 25 procent af cirka 1300 københavnske kontorejendomme sidste år omkring fem millioner kroner i merbetaling.
Formålet med merbetalingen er ifølge områdechefen at give kunderne incitament til at få indstillet varmecentralen korrekt og dermed udnytte fjernvarmen bedre.
“Jo dårligere varmen udnyttes, jo større merbetaling får man som kunde. Det gælder både erhvervs- og privatkunder. Man kan modsat også få en bonus, hvis man har en velfungerende varmecentral og er god til at udnytte varmen,” konstaterer John Halkjær Christensen og tilføjer, at merbetalingen kommer oven i regningen for det ekstra varmeforbrug, som et dårligt justeret anlæg kan medføre.
Tjek varmeregningen og kontakt en VVS’er eller energirådgiver
Man kan se på sin varmeregning, om man får en merbetaling. Hvis man gør det, er det sandsynligvis fordi, man ikke udnytter varmen ret godt, og varmecentralen ikke er indstillet korrekt.
“Derfor anbefaler vi erhvervsejendomme, at de enten kontakter en VVS’er eller en energirådgiver i HOFOR med kompetencer til at justere store varmecentraler. Ofte finder de ret hurtigt frem til problemet og får det løst, så kunden kan spare energi og penge,” siger John Halkjær Christensen.
Alle erhvervsejendomme bør få tjekket deres varmecentral
Kontorejendomme står for 15 procent af det samlede fjernvarmeforbrug i hovedstaden. HOFOR kontakter løbende ejerne af ejendomme, der er dårlige til at udnytte fjernvarmen, og tilbyder dem råd og vejledning. Derudover har HOFOR også en række instruktionsvideoer og rådgivning på hjemmesiden www.hofor.dk.
Også andre typer erhvervsejendomme som fx hoteller og virksomheder kan have samme store gavn af at få efterset deres varmecentral.
Fakta: Merbetaling Når en varmecentral sender fjernvarmevand retur, taler man ofte om afkøling. Afkølingen er forskellen på vandets temperatur, når det kommer ind i kundens bygning, og når det bliver sendt retur til fjernvarmeværket igen. Det er temperaturforskellen på fjernvarmevandet, der afgør, om man skal betale merbetaling, ligger i neutralzone eller får en bonus. Hvis returtemperaturen er lav, har kunden udnyttet varmen godt. Og jo bedre kunden udnytter varmen, jo mindre vand skal fjernvarmeværket varme op og sende igennem fjernvarmerørene. Læs mere om afkøling her |