30.10.2024
Der går ikke ild, uden at der kommer røg. Pointen med den lille omskrivning af et ofte brugt ordsprog er, at enhver form for forbrænding medfører, at der bliver udledt partikler – herunder kvælstofdioxid, NO2, som i store mængder kan være sundhedsskadelige.
Derfor anbefaler HOFOR, at man husker at tænde emhætten, når man laver mad på sit gaskomfur. Samt at man lufter ud, hvis det er nødvendigt.
– Man kan trygt anvende et gaskomfur, som er vedligeholdt, fungerer korrekt og godkendt i henhold til danske sikkerhedskrav. Men ved enhver forbrænding bliver der udledt partikler, som kan forringe indeklimaet.
At bruge et gasblus svarer cirka til at tænde et stearinlys, siger Morten Stanley, områdechef for Bygas i HOFOR, og slår fast:
– Derfor anbefaler vi, at man tænder emhætten og lufter ud, hvis der er behov for det, når man bruger sit gaskomfur.
HOFOR leverer bygas til godt 100.000 husstande, primært i Københavns Kommune. Derudover er der omkring 1000 storkøkkener og restauranter i København, der bruger bygas fra HOFOR.