20.11.2023
Etagebolig-ejendomme kan spare hele fem procent varme årligt, hvis de får fjernstyret deres fjernvarme, viser pilotprojekt. Nu er parterne bag klar til at udvide forsøget op til 700 ejendomme. Fjernstyringen kan reducere CO2-udslippet og samtidig sænke ejendommenes varmeudgifter.
Der er cirka 10.000 etagebolig-ejendomme i København. De kan samlet spare op mod 60 millioner kroner i varmeudgifter, hvis de får fleksibel fjernvarme og bliver flexumers hos HOFOR.
Det gavner klimaet, forsyningssikkerheden og pengepungen, når etagebolig-ejendomme får fjernstyret deres fjernvarme.
Det viser et pilotprojekt med 100 etagebolig-ejendomme, som HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Danfoss og Københavns Kommune står bag.
Via et intelligent online styringssystem i ejendommen har HOFOR på baggrund af en række data som for eksempel vejret, ejendommens forbrug og tidspunktet på døgnet kunnet se, hvornår det er muligt at tilføre bygningen mindre fjernvarme, uden at beboerne mister komfort. På den måde har ejendommene i pilotprojektet sparet i gennemsnit fem procent varme årligt.
Den primære årsag til, at beboerne ikke har kunnet mærke en større temperaturforskel, er, at for eksempel mursten, beton i vægge, gulve og lofter i boligerne afgiver varme, mens HOFOR i kortere perioder i døgnet har skruet lidt ned for tilførslen af fjernvarme til bygningen.
Udvider pilotprojekt op til 700 ejendomme
Områdechef for Fjernvarme i HOFOR John Halkjær Christensen fortæller, at pilotprojektet nu bliver udvidet, så det fremover kan omfatte op mod 700 etagebolig-ejendomme. Formålet er at finde ud af, om det kan medvirke til, at HOFOR kan spare på spidslastproduktionen af fjernvarme, som sker med olie og naturgas:
“Med et intelligent styringssystem kan HOFOR kortvarigt sænke tilførslen af fjernvarme til bygningerne og bruge den andre steder i systemet. Når vi på den måde kan justere forbruget, så betyder det, at vi skal producere mindre af den dyre og CO2-tunge varmeproduktion, der typisk kan ligge morgen og aften, hvor rigtig mange bruger varme til for eksempel bad,” siger områdechefen og forklarer, at fjernvarmen fra HOFOR er 85 procent CO2-neutral, mens de sidste 15 procent kommer fra affaldsvarme og spidslastproduktion.
Vil udvide til alle etagebolig-ejendomme
John Halkjær Christensen forklarer, at hvis konceptet virker og mindsker den CO2-udledende produktion, så vil HOFOR gå efter at udbrede den fjernstyrede fjernvarme til alle cirka 10.000 store etagebolig-ejendomme i København. De vil samlet kunne spare op mod 60 millioner kroner årligt i varmeudgifter.
“Selvom det vil tage tid, før alle etagebolig-ejendomme har online varmestyring, så tror vi meget på fjernstyring af fjernvarmen. De her besparelser vil sammen med nye kilder til varme som geotermi, varmepumper og overskudsvarme sammen med lavtemperaturfjernvarme om nogle år give os en mindre CO2-udledende, effektiv og mere sikker varmeforsyning i København,” konstaterer han.
Fleksible kunder gør en forskel
HOFOR kalder kunder med den intelligente varmestyring i ejendommen for flexumers, fordi de er fleksible kunder, der gør fjernvarmeforsyningen bedre og billigere for alle i København.