12.05.2023
Borgerrepræsentationen i København har på det seneste møde godkendt projektet omkring Aflandshage Vindmøllepark, hvor der skal opstilles 26 havvindmøller.
Borgerrepræsentationen i København har nu nikket ja til Aflandshage Vindmøllepark. Det betyder, at HOFORs ambitiøse havvindmølleprojekt i Øresund allerede fra 2026 kan levere grøn strøm, der svarer til 300.000 husstandes forbrug – tæt på de mange borgere og virksomheder i Øresundsregionen.
Det glæder både Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, og teknik- og miljøborgmester Line Barfod.
”Mens stater taler, handler byer. Godkendelsen af Aflandshage Vindmøllepark er en historisk milepæl i Københavns grønne indsats. Med vindmølleparken kan der leveres grøn og bæredygtig strøm, der svarer til omkring 300.000 husstandes forbrug. Det er jeg stolt over; vi skal handle på klimakrisen, så vi både fremtidssikrer vores byer og inspirerer andre til en grønnere retning,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).
Glæde på rådhuset
Opstillingen af havvindmøllerne sker som et led i Københavns Kommunes Klimaplan 2025, hvor HOFOR har fået ansvar for at omstille energiproduktionen i hovedstaden til vedvarende og klimaneutrale løsninger.
”Vi har brug for enormt meget strøm til den grønne omstilling. Vi skal ikke bare erstatte den sorte strøm med vedvarende energi, vi skal også bruge meget mere strøm. Til varmeproduktion, til landtransport, til landstrøm til skibe og til fremtidens brændstof til både fly og skibe. Det er jeg glad for, at vi nu kan bidrage til i København,” siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL).
Havbundsundersøgelser i Øresund er allerede i gang, og for nyligt skrev HOFOR kontrakt med Siemens Gamesa om at levere de i alt 26 havvindmøller. Anlægsarbejdet på havet kan begynde i 2025, og Aflandshage Vindmøllepark kan være i fuld drift i 2026.
Forrest i grøn omstilling
”Jeg er virkelig glad for, at vi har opbakning til HOFORs vigtige havvindmølleprojekt fra vores ejere. Aflandshage er det største af alle vores sol- og vindprojekter – og derfor en hjørnesten i vores arbejde med at omstille energiproduktionen til vedvarende og grønne løsninger. Med Aflandshage bidrager vi til at skabe en klimaneutral hovedstad, og vi trækker forrest i forhold til den grønne omstilling i hele Øresundsregionen. Det er jeg utroligt stolt over,” siger Susanne Juhl, der er bestyrelsesformand for HOFOR.
Med Borgerrepræsentationens godkendelse af Aflandshage Vindmøllepark mangler nu kun den endelige godkendelse af projektet fra HOFORs bestyrelse. Den forventes i løbet af september måned, når de sidste kontrakter er forhandlet på plads.