28.08.2023
Mindre end et år efter at Himmelev Skov voksede med 40 ha, offentliggør HOFOR nu sammen med Roskilde Kommune og Naturstyrelsen, at skoven bliver udvidet med yderligere 55 ha.
Udvidelsen er med til at styrke friluftslivet, miljøet og biodiversiteten i lokalområdet, men også et vigtigt skridt til at beskytte drikkevandet i hovedstadsområdet.
“HOFOR er meget glade for udvidelsen af Himmelev Skov, hvor vi sammen med Roskilde Kommune medvirker til selve opkøbet af jorden, der skal plantes miljøvenlig skov på. For os er det afgørende, at der hverken må bruges pesticider, kunstgødning eller deponeres slam, jord eller andre affaldsprodukter på skovarealet. Dermed bidrager skoven til en langsigtet og sikker forsyning med rent drikkevand til borgerne i hovedstadsområdet,” siger Anne Scherfig, områdechef Vand Plan i HOFOR.
Et plus for friluftslivet
Det er en tidligere landbrugsejendom nord for den eksisterende Himmelev Skov, som de tre parter netop har erhvervet til udvidelsen af skoven. Det betyder, at der kan etableres et sammenhængende skov- og naturområde på ca. 265 ha. nord for Trekroner. Det er samme størrelse som Boserup Skov, og den bidrager også til at styrke friluftslivet for de lokale beboere.
“Himmelev Skov er en vigtig del af den grønne ring, som vi aktivt arbejder med rundt om Roskilde by. Skoven er et kæmpe plus for hele den nordlige del af byen, og jeg er begejstret for, at vi så hurtigt kan udvide den yderligere”, siger borgmester i Roskilde Tomas Breddam.
Skovrider Jens Peter Simonsen, Naturstyrelsen, glæder sig også over den nye udvidelse af Himmelev skov.
“Himmelev skov er et kæmpe aktiv for borgerne i Roskilde. Det store borgerengagement i planlægningen af de 40 ha, som blev erhvervet sidste år, i form af skovvandring, debat på hjemmesiden og i det lokalt nedsatte skovrejsningsråd, viser, hvor stor betydning skoven har for folk”, siger Jens Peter Simonsen.
Til gavn for klima og biodiversitet
Udvidelsen af Himmelev Skov handler samtidigt om at tage landbrugsarealer ud af driften til gavn for klima og biodiversitet.
“Det her er en fantastisk nyhed og det bedste, der er sket for biodiversitet i Roskilde Kommune. Med de ekstra 55 ha ved Himmelev Skov opfylder vi samtidig vores 2030-målsætning for skovrejsning og udtagning af lavbundsjorde fra landbrugsdrift for at reducere CO2 udledningen”, siger formand for Klima- og Miljøudvalget i Roskilde, Jonas Paludan.
Fakta
- Opkøbet af det nye skovareal er en del af en aftale mellem HOFOR, Naturstyrelsen og Roskilde Kommune om at udvide Himmelev Skov. Aftalen skal sikre beskyttelse af drikkevandet i området ved at etablere skov- og naturområder af “høj naturmæssig og rekreativ værdi, som samtidig bidrager med positive klimaeffekter i form af først og fremmest CO2 binding”.
- De første træer i den nye Himmelev Skov blev plantet i april 2004 i skovens vestligste del – ned mod Roskilde Fjord – syd for Østre Ringvej. Planen er gradvist at udvide skovarealet nord for Roskilde i takt med, at det er muligt at opkøbe jord til formålet.
- I de nye skovområder planter Naturstyrelsen mange forskellige slags især løvtræer for at skabe en varieret skov. Desuden er der åbne engdrag, græsarealer og søer, der er med til at bevare naturen og sikre et rigt dyre- og fugleliv samt ikke mindst give en øget rekreativ værdi for friluftselskere.
- HOFOR deltager i en lang række skovrejsningsprojekter gennem opkøb eller medopkøb af jord til formålet. Formålet er at beskytte grundvandet, som HOFOR pumper op fra ca. 50 kildepladser på Østsjælland og sender ud som rent drikkevand til borgerne i hovedstadsområdet.
- HOFORs langsigtede mål er at medvirke til at få plantet 3100 hektar skov på Østsjælland svarende til ca. 8000 fodboldbaner. I 2023 er HOFOR nået op på tilplantning af ca. 1250 ha skov.