14.06.2024
Det er dyrt at klimasikre, men dyrere at lade være. Derfor skal der investeres i at sikre hovedstadsområdet mod de stigende vandmængder. Her spiller HOFOR og andre forsyningsselskaber en central rolle i at finde kollektive løsninger, som både er mere sikre, er omkostningseffektive og kan løse flere samfundsproblemer på en gang.
Fremtidens vejr bliver vådere og vildere, og behovet for at finde løsninger på vandtruslerne bliver kun større.
2023 var det vådeste år nogensinde målt i Danmark. Der var flere lokale skybrud, stormflod ramte flere byer, og mange borgere landet rundt oplevede, at grundvandet kom truende tæt på deres hus og trængte ind i kældre. Klimaforandringerne er over os, og konsekvenserne går hårdt ud over byer, borgere og værdier.
Fremtidens klimasikring er en fælles indsats
I dag er det forskellige aktører, der har ansvaret for at sikre os mod konsekvenserne af klimaforandringerne. Kommuner, forsyningsselskaber, stat, borgere og virksomheder har alle en del af ansvaret.
HOFOR har som vandselskab ansvar for at få spildevand og regnvand væk fra byerne. Siden skybruddet i 2011 ramte hovedstadsområdet, har vi i samarbejde med kommunerne været i gang med en lang række projekter, der skal skabe mere plads til de stigende mængder regn. Det er alt fra store skybrudstunneler, små regnvandsbede, rekreative parkområder, der kan opsamle de store mængder vand til udbygning og modernisering af det eksisterende kloaksystem. HOFOR har investeret omkring syv milliarder kroner i skybrudsløsninger og forbedring af kloaksystemet siden skybruddet i 2011.
Men på trods af store investeringer er det ikke nok til at sikre byerne, der nu også bliver ramt af stormflod og truende grundvandsstigninger. Derfor kræver klimasikring samarbejde og løsninger på tværs af vandtyper.
Ny hvidbog om klimasikring
Hvidbogen ”Vand fra alle sider truer byerne – klimasikring i fællesskab” sætter fokus på problemernes omfang, konsekvenser og forslag til principper for fremtidens klimasikring. Med denne udgivelse ønsker HOFOR at invitere til dialog om de bedst mulige klimasikringsløsninger for hovedstadsområdet og Danmark.