HOFOR står for Hovedstadsområdets Forsyningsselskab. Vi er Danmarks største lokale forsyner, der sørger for vand, varme, bygas, fjernkøling og afledning af spildevand for flere end 1 million mennesker i hovedstadsområdet.
Vores forsyninger
Vi står for både vandforsyningen og for at lede spilde- og regnvand væk i otte kommuner: Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk.
Derudover forsyner vi også København med fjernvarme, bygas og fjernkøling – og vi er i gang med flere solcelle- og vindmølleprojekter både i og uden for København.
Vi ejer også Amagerværket, som producerer el og fjernvarme.
På engelsk anvendes navnet Greater Copenhagen Utility.
Vi vil skabe bæredygtige byer
I HOFOR deler vi en fælles vision – vi vil skabe bæredygtige byer baseret på forsyningsløsninger, som vi hele tiden arbejder på at gøre grønnere. Alt det, vores virksomhed gør hver dag – ud i det alleryderste led – handler om at skabe bæredygtige byer. Samarbejde er en af grundstenene i HOFOR. Det gælder både samarbejde på tværs af kommuner, med branchen og vores kunder.
Samarbejde er især vigtigt på vand- og spildevandsområdet, fordi vandets veje ikke respekterer kommunegrænser, og fordi kredsløbene i hovedstadsområdet hænger sammen. Derfor er HOFORs vand- og spildevandsselskaber resultatet af en fusion af vand- og spildevandsselskaberne i Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk.
HOFOR er certificeret efter fire ISO-standarder
Til at understøtte arbejdet med skabe bæredygtige byer har HOFOR et certificeret ledelsessystem. Ledelsessystemet omfatter fire forskellige områder: Arbejdsmiljø, miljø, drikkevandskvalitet og kvalitet
Ledelsessystemet bliver hvert år auditeret af et eksternt firma, som også gennemfører en recertificering hvert tredje år. Certifikaterne er senest blevet fornyet i juli 2023.
Certificeringerne på arbejdsmiljø og miljø dækker hele HOFOR. Certificeringen på drikkevandskvalitet dækker vores vandforsyning, mens kvalitet omfatter spildevand, bygas og havnen på Amagerværket.
Du kan se HOFORs certifikater og hvad de omfatter herunder:
Arbejdsmiljø: ISO 45001-certifikat
Drikkevandskvalitet: ISO 22000-certifikat
HOFORs historie
Historien om HOFOR trækker rødder tilbage til 1857, da København etablerer det første gasværk, Vestre Gasværk. Gennem tiden har vi leveret både gas, vand, varme og el til borgerne. Vores forsyningsvirksomhed er vokset løbende via forskellige fusioner. Senest fusionerede Københavns Energi (det tidligere Københavns Belysningsvæsen) med Københavns Vand i 2001, i 2005 overgik al el-aktivitet til DONG Energy, og i 2013 opstår HOFOR via en fusion mellem Københavns Energi og vandselskaberne i de otte ejerkommuner.
HOFOR er en forsyningssikker virksomhed, som arbejder for:
- Høj forsyningssikkerhed og kvalitet
- Bedre beskyttelse af grundvandet
- Fælles vandindvinding og produktion
- Vandsalg og backupaftaler
- Rimelige priser
- Koordineret spildevandshåndtering
- Bedre klimasikring
- Nye forsyningsløsninger
- Effektiv planlægning og drift samt udnyttelse af stordriftsfordele.