07.12.2022
Torsdag 15. december inviterer HOFOR alle interesserede til digitalt informationsmøde om Aflandshage Vindmøllepark. Mødet er en orientering om de lovsikrede muligheder for at anmelde krav om erstatning for værditab på sin bolig – og på sigt at købe andele i vindmølleparken.
HOFOR har for nyligt fået grønt lys fra Energistyrelsen til at etablere Aflandshage Vindmøllepark – der med 26 moderne havvindmøller i det sydlige Øresund kan forsyne omkring 300.000 husstande i Øresunds-regionen med grøn strøm.
Hvis du får udsyn til vindmøllerne fra din bolig, kan du måske være berettiget til erstatning for værditab – hvis din bolig lever op til en række kriterier. Det kan også være, at du som borger i én af de fire nærmeste kommuner har ret til at købe andele i vindmølleparken.
Derfor afholder HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab et digitalt infomøde, hvor alle interesserede kan høre mere om rettighederne som nabo – samt få svar på relevante spørgsmål.
Det digitale infomøde bliver afholdt torsdag 15. december klokken 19.00 – 21.00.
Du kan deltage i infomøde via et link på projektets hjemmeside, hofor.dk/aflandshage.
Du kan deltage via din computer, tablet eller telefon. Det er nemt, og det kræver ikke, at du installerer programmer eller apps. Du skal blot følge linket til infomødet på hjemmesiden.
Om infomødet
Infomødet handler om muligheden for at anmelde krav om erstatning for værditab på beboelsesejendomme. Samt om muligheden for senere, formentlig i 2025, at købe andele i vindmølleparken under den såkaldte ‘køberetsordning’ – den gælder borgerne i Dragør, Tårnby, Hvidovre og Stevns Kommune.
Ud over HOFOR deltager også Energistyrelsen, der som myndighed vil fortælle om de lovmæssige ordninger, som er relevante for naboer til Aflandshage Vindmøllepark.
I slutningen af mødet vil fagfolkene fra HOFOR og Energistyrelsen svare på spørgsmål. Det er ikke muligt at møde fysisk op. Mødet foregår udelukkende online, så det er nemt for alle i et stort geografisk område at deltage på lige fod.