05.12.2022
Vandprisen for HOFORs omkring 1 mio. kunder bliver ændret 1. januar 2023. Set bredt over de otte kommuner vi leverer vand til, er der tale om en stabil vandpris. Der er ændringer i vandprisen fra et fald på en procent i en kommune til to kommuner med en stigning på tre procent. Prisen for en liter vand hos os ligger fortsat under landsgennemsnittet.
Den gennemsnitlige vandpris i Danmark ligger inkl. bortledning af spildevand, skatter og afgifter på 7,4 øre for en liter, og som kunde hos HOFOR slipper man med mindre end det.
”For den pris får borgerne hver eneste dag friskt, rent og kvalitetskontrolleret postevand og slipper af med spildevandet, som renses og ledes tilbage til naturen på forsvarlig vis. Det er et gode, som mange lande misunder os,” siger Brian Hansen, forsyningsdirektør i HOFOR, der leverer vand til hovedstadsområdet.
Med i prisen er også moms, skatter og afgifter – samt i flere kommuner de nødvendige investeringer i at gøre byerne klar til kraftig regn og skybrud.
Prisen er lig med udgifterne
Vi tjener ikke penge på at levere vand til borgerne. Indtægter og udgifter skal balancere og regnskabet gå i nul. Derfor kan prisen svinge fra år til år.
”Sidste år sænkede vi f.eks. københavnernes vandpris med to pct., og i år er det nødvendigt med en mindre stigning på omkring en pct. Vi forsøger dog at holde en så stabil prisudvikling som muligt i alle de otte kommuner, vi leverer vand til,” siger Brian Hansen og tilføjer, at vandregningen i den enkelte familie kan nedbringes, hvis familien sparer på vandet.
De nye priser gælder fra 1. januar 2023.
Det koster vandet om året i København
Priserne i vores forsyningsområde er forskellige; billigst er drikkevandet i København hvor en liter vand koster lige knap 4 øre og dyrest i Vallensbæk, hvor en liter vand i 2023 vil koste lige under 7 øre. Hvis man kigger på en gennemsnitlig københavnerfamilie, bliver det til en årlig udgift på:
Lejlighed med årligt forbrug på 78 m3: Ca. 3.000 kr. i 2023
Parcelhus med årligt forbrug på 121 m3: Ca. 5.100 kr. i 2023
I København leverer vi også bygas og fjernvarme. Prisen på bygas bliver ikke ændret ved årsskiftet. Vi er ved at lægge sidste hånd på beregning af fjernvarmeprisen og forventer at kunne melde prisen ud senest i uge 50.
Det dækker vandregningen:
- Rent vand i hanen, badet, toilettet mv.
- Bortledning og rensning af dit spildevand.
- Håndtering af regnvand (skybrudssikring).
- Vedligeholdelse og modernisering af vandværker, rør og ledninger samt indførelse af blødere vand.
- Moms og afgifter til staten (ca. 30 pct. af regningen).
Vandspareråd, der virker:
- Køb et sparetoilet, hvis du ikke allerede har et:
Med et sparetoilet med 3/6 liters skyl halveres vandforbruget til toiletskyl. - Tag korte brusebade på maksimalt fem minutter.
- Køb en sparebruser, der kun bruger halvt så meget vand som en almindelig bruser.
- Løber vandet i dit toilet, er der mange penge at spare, hvis du får det repareret.
Se flere vandspareråd her: spar på vandet
Priser i HOFORs forsyningsområde per 1. januar 2023
- Albertslund: 6,4 øre for en liter vand. En stigning på 3 pct.
- Brøndby: 6,1 øre for en liter vand. En stigning på 1 pct.
- Dragør: 6,4 øre for en liter vand. En stigning på 3 pct.
- Herlev: 5,8 øre for en liter vand. En stigning på 1 pct.
- Hvidovre: 6,1 øre for en liter vand. Et fald på 1 pct.
- København: 3,9 øre for en liter vand. En stigning på 1 pct.
- Rødovre: 5,0 øre for en liter vand. Samme pris som sidste år.
- Vallensbæk: 6,9 øre for en liter vand. En stigning på 1 pct.
Landsgennemsnittet for en liter vand inkl. afledning, skatter og afgifter er 7,4 øre.