27.01.2023
Tre ud af fire husstande og virksomheder havde hele 2022 rindende vand i hanerne uden afbrydelser. Det viser HOFORs årsopgørelse over planlagte og akutte afbrydelser i driften i de otte kommuner, forsyningsselskabet leverer vand til. Den sidste fjerdedel måtte i gennemsnit undvære vand i fire timer i alt i løbet af året.
En af forsyningsselskabet HOFORs vigtigste opgaver er, at alle har adgang til drikkevand hver dag året rundt. Og nu er HOFOR klar med årsopgørelsen over, hvor mange gange og i hvor lang tid der har været lukket for vandet i de otte kommuner i HOFORs forsyningsområde.
Årsopgørelsen for 2022 viser, at tre ud af fire af kommunernes i alt cirka 560.000 husstande og virksomheder havde vand i hanen hele året og oplevede dermed hverken akutte lukninger på grund af for eksempel uheld ved gravearbejde eller planlagte lukninger på grund af eksempelvis renovering af vandrør.
Den sidste fjerdedel fik lukket for vandet i fire timer fordelt på både varslede og uvarslede lukninger i løbet af året.
Så få som muligt skal kunne mærke lukningerne
Områdechef i HOFOR Ole Skytte fortæller, at forsyningsselskabet gør sig umage for ikke at lægge planlagte reparationer på kritiske tidspunkter som morgener og aftener, når man for eksempel bader og laver mad.
“Vi gør vores bedste for at undgå, at folk skal undvære vandet, når de har mest brug for det. Desværre kan vi ikke helt undgå det, især hvis der sker et uheld. Som ekstra sikkerhed har vi mulighed for at give folk adgang til vand via brandhaner med tappehaner på, hvis reparationerne tager længere tid,” siger Ole Skytte.
Han forklarer videre, at der fra år til år kan være relativt stor forskel på, hvor mange lukninger der er, og hvor lang tid der er lukket for vandet i den enkelte kommune.
“Hvidovre har for eksempel haft et par timer mere uden vand end de andre kommuner i år. Årsagen er, at vi har renoveret en hovedledning, som giver en mere sikker drift på sigt. Det ændrer dog ikke ved, at det er træls, når det står på, det vi godt,” siger Ole Skytte.
Sms-service giver hurtig besked om afbrydelser
Områdechefen opfordrer til, at man tilmelder sig HOFORs gratis sms-service, så man får hurtig besked, hvis der bliver lukket for vandet – uanset om det er en planlagt lukning, eller den er akut:
“Vores sms-service giver de tilmeldte besked, hvis der bliver lukket for vandet. Når man først er tilmeldt, vil man også få besked om andre forstyrrelser i driften. HOFOR leverer nemlig blandt andet både vand og spildevand, så det kan være ret praktisk at være tilmeldt, selvom vi også informerer om lukningerne på andre måder,” slutter Ole Skytte.