Skjult FaceBook tracking ikon Vedvarende energikilder - HOFOR

Vi arbejder for at skabe bæredygtige byer baseret på en miljørigtig energiforsyning. Geotermi, solvarme, havvand, luft m.v. er nogle af de tiltag, vi arbejder på.

Geotermi

Geotermi er en vedvarende energikilde, hvor man udnytter energien fra varmt vand i undergrunden. Der har været etableret et pilotanlæg i mindre skala på Amager, der leverede til fjernvarmesystemet i København. Der ses på muligheden for at bygge flere og større geotermianlæg, som kan levere varme til fjernvarmesystemet i Københavnsområdet.

Geotermianlæg fungerer grundlæggende ved, at der bores to huller cirka 3 km ned i jorden, hvor der naturligt er 50-70 grader varmt vand. Hullerne er placeret med en tilpas afstand fra hinanden. Fra den ene boring pumpes det ca. 50-70 grader varme vand op, som bruges til at opvarme fjernvarmevandet. Når det oppumpede vand har afgivet varme, pumpes det tilbage i den anden boring.

Der tilknyttes en varmepumpe til geotermianlægget. På den måde kan der trækkes mest muligt varme ud af det oppumpede geotermivand.

Solvarme

Solvarme er også en vedvarende energikilde. Solfangere kan indfange solvarmen og udnytte den til at producere varmt vand. Solvarmeanlæg har dog den store udfordring, at de ikke producerer varme, eller kun meget lidt varme, når det københavnske fjernvarmesystem har brug for varmen – om natten og om vinteren.

Som følge af en undersøgelse, der viste, at hvis der skal etableres solvarmeanlæg i København, skal det etableres som en del af fjernvarmesystemet, valgte vi 2009 at bygge et solvarmeanlæg ved Kløvermarken på Amager, for at teste hvordan og om solvarme kan indpasses i et fjernvarmesystem som det københavnske – et fjernvarmesystem med relativt høje temperaturer og meget affaldsforbrænding, som dækker næsten hele varmebehovet om sommeren.

Det vil højst sandsynligt først vil blive aktuelt med solvarme i København på længere sigt, når fjernvarmesystemet ikke kræver så høje temperaturer og affaldsmængderne er reduceret.

Havvand, luft m.v.

Havvand og luft m.v. er også vedvarende energikilder, som kan udnyttes til produktion af fjernvarme ved hjælp af varmepumper. Særligt vurderes der i København at være et potentiale for havvandsvarmepumper. Der vurderes umiddelbart ikke at være noget videre potentiale for luftvarmepumper, da de er relativt pladskrævende.

En havvandsvarmepumpe fungerer på den måde, at den kan trække energi ud af havvand ved fx at køle havvandet fra 8 grader til 4 grader. Energien fra havvandet overføres til fjernvarmesystemet, idet varmepumpen opvarmer det vand, som kommer retur fra forbrugerne ved en temperatur på fx 40 grader til fx 75 grader.

Varmepumpen bruger noget el som drivenergi. Typisk bruger den måske én enhed el til at producere tre enheder varme. Det svarer til en effektivitetsfaktor på 3.