Skjult FaceBook tracking ikon Vandkvalitet i Hvidovre Kommune - HOFOR

Drikkevandet i Hvidovre Kommune leveres som følger:

  • Den centrale og sydøstlige del af kommunen samt størstedelen af Avedøre Holme forsynes fra Vandværket ved Regnemark.
  • Hvidovre nord for Ringstedbanen samt den vestlige del af kommunen forsynes fra Vandværket ved Thorsbro.
  • Dele af den centrale og østlige del af kommunen forsynes med vand fra Hvidovre Vandværk, hvor vandet opblandes med vand fra Vandværket ved Regnemark.

Vandværket ved Thorsbro har siden foråret 2024 leveret blødere vand. De seneste vandkvalitetsdata fra vandværkerne kan findes i Jupiter databasen, se links nederst på siden.

Læs mere om det blødere vand

Udpumpning af vand fra egenproduktionen på Hvidovre Vandværk stoppede d. 19. maj 2021. I den tid har kommunen været forsynet fra de regionale vandværker ved Thorsbro og Regnemark. Egenproduktionen fra vandværket var stoppet grundet ombygning af rørføring til rentvandsbeholder samt konvertering af vandværkets SRO-system (system til Styring, Regulering og Overvågning). Efter omfattende test af vandkvaliteten i starten af 2022 blev vandværket igen idriftsat med egenproduktion d. 25. april 2022. Vandværket blev dog taget ud af drift igen d. 3. november 2022 grundet fund af coliforme bakterier i egenproduktionen og har været ude af drift siden. De coliforme bakterier er lokaliseret til at trænge ind i iltningstrinnet på vandværket. Dette skal derfor renoveres før vandværket igen kan sættes i drift. Mens vandværket er ude af drift forsynes Hvidovre Kommune fra de regionale vandværker ved Thorsbro og Regnemark.

Vandværker

Vandkvalitetsdata fra den seneste store kontrol på vandværkerne fra juli 2023 kan ses i nedenstående excel-ark:

Vandkvalitetsdata fra de 10 af HOFORs vandværker der var i drift i sommeren 2023, samt fra de to aftag fra Tårnby forsyning til Dragør kommune.

Seneste store kontrol fra Hvidovre Vandværk er dog fra juli 2022, da vandværket ikke var i drift ved prøvetagningsrunden i januar 2023.

Vandkvalitetsdata er fordelt på kemiske parametre, mikrobiologi samt miljøfremmede stoffer og sporstoffer. Kvaliteten af afgangsvandet fra vandværkerne, der leverer vand til Hvidovre Kommune, opfyldte alle kvalitetskrav til drikkevand ved den seneste store kontrol.

I 2023 blev der på de vandværker, der leverer vand til Hvidovre Kommune, sammenlagt udtaget 1051 prøver ved afgang værk. Vandet fra HOFORs vandværker, der leverer vand til Hvidovre kommune, overskred kvalitetskrav to gange i 2023 ved afgang værk. Der var i begge tilfælde tale om mindre overskridelser af en mikrobiologisk parameter på Vandværket ved Regnemark i december og november. Ingen af overskridelserne kunne genfindes i opfølgende prøver.

Ledningsnet

I 2023 blev der udtaget 35 kontroller ved forbrugeres taphaner (prøver uden udskyl) og 74 supplerende kontroller på ledningsnettet (prøver efter 10 minutters skyl). Ud af de 109 prøver var der overskridelser på fire prøver. En prøve udtaget ved forbrugers taphane viste en overskridelse af på de mikrobiologiske parametre, som ikke kunne genfindes i den tilhørende dokumentationsprøve udtaget på ledningsnettet. Overskridelsen må derfor tilskrives ejendommens installationer. Er der problemer med vandkvaliteten, som skyldes ejendommens installationer, er det kommunen, der tager aktion på dette. Tre prøver udtaget på ledningsnettet viste overskridelser af en mikrobiologisk parameter. Prøverne blev fulgt op med 16 ekstra kontroller på ledningsnettet, som overholdt kvalitetskrav.  

Prøveresultater i GEUS – Jupiter databasen

De nyeste resultater fra kontrolprøver kan løbende findes i GEUS – Jupiter databasen:

Kontrolprøver fra HOFORs vandværker og tilhørende anlæg, der leverer vand til Hvidovre, findes via:
Hvidovre vandværk, anlægs ID: 106361
Vandværket ved Regnemark, anlægs ID: 25132
Vandværket ved Thorsbro, anlægs ID: 26790

Kontrolprøver fra ledningsnettet i Hvidovre findes her