31.03.2022
HOFOR og BIOFOS har netop indgået en 20-årig aftale om at forsyne bygasnettet med grøn biogas fra Renseanlægget Damhusåen i Valby. På den måde er HOFOR og BIOFOS med til at reducere brugen af fossil naturgas og afhængigheden af det internationale naturgasmarked, herunder russisk naturgas.
Når projektet om to år er i sat i drift, vil det øge andelen af – lokalt produceret – biogas i bygassen fra 60 til 85 pct.
På vej mod selvforsyning med biogas
Det er den tredje biogasaftale, HOFOR og BIOFOS indgår, og den bringer HOFOR meget tæt på målet om at levere 100 pct. CO2-neutral bygas med lokale biogaskilder i 2025. De to andre biogasaftaler vedrører biogasaftag fra hhv. Renseanlæg Lynetten og Renseanlæg Avedøre. “Vi nyttiggør altså i stigende omfang biogas, som københavnere selv producerer – lige fra Gentofte til Høje-Taastrup. Man kan sige, at vi er på vej til at blive selvforsynende med biogas,” siger Morten Stanley, chef for Bygas i HOFOR.
Også direktør John Buur Christensen fra BIOFOS ser store perspektiver i aftalen. “Vi er glade for, at biogassen fra vores anlæg bidrager til en næsten 100 pct. CO2-neutral bygas. Det er et flot eksempel på effekten af den cirkulære økonomi, som er vigtig for BIOFOS,” siger han.
Alle rensningsanlæg i København er med
“Vi har nu aftaler om at aftage biogas fra alle rensningsanlæg i byen. Københavnernes eget spildevand drøner således ind i bygasnettet og tilbage igen til københavnerne – det er cirkulær økonomi, når det er bedst. Hvis man skal være meget konkret, går der ca. én måned fra et toiletbesøg – til biogassen populært sagt vender tilbage til kunden i form af bygas i komfuret – efter en biogasbehandling hos såvel BIOFOS som på vores biogasbehandlings- og produktionsanlæg,” siger Morten Stanley.
“I BIOFOS arbejder vi for at nyttiggøre alle spildevandets ressourcer til nytte og gavn for hovedstadsområdet og Københavns grønne omstilling. Vi er derfor glade for aftalen, der sikrer, at biogassen, som vi producerer på vores renseanlæg, forsyner metropolen med en stadig grønnere bygas til husholdningerne og erhvervslivet. Og så er det endnu et godt skridt i den rigtige retning for vores klima, hvor vi erstatter vores forbrug af den klimabelastende “sorte” energi med CO2-neutral energi,” siger en tilfreds John Buur Christiansen.
Unikt produktionskoncept
Renseanlægget Damhusåen, som BIOFOS ejer, og Køgevej Gasværk, som ejes af HOFOR, ligger begge på Parkstien tæt ved Valbyparken. Morten Stanley oplyser, at alle anlæggene på området, hvor biogassen skal ind i bygassystemet, skal stå klar til kommerciel drift i slutningen af 2024 – og gerne hurtigere.
“Det bliver en spændende opgave for bygasorganisationen, hvor vi bruger den mest moderne teknologi og nye, smarte processer. Konceptet går ud på at fortrænge naturgas med opgraderet biogas – måske suppleret med et power-to-gas-anlæg (metanisering af biogassens CO2-indhold) – hvor biometanen anvendes direkte på Køgevej Gasværk i produktionen af bygas med korrekt gaskvalitet. De forventede sidste 15 pct., der skal til for at skabe en 100 pct. CO2-neutral bygasforsyning, er der også konkrete planer for,” slutter Morten Stanley.